Årsberetninger

Beretning for 2009

Umiddelbar et stille år, hvor der ikke er sket meget, men når man så fordyber sig i referater og lign. er der alligevel sket en masse.

 

Kravene til en god forening i dag er at tænke fremadrettet, motivere mange frivillige og skabe fornyelse, selv eller måske netop i en tid med finanskrise.

 

Vi har for længst i gymnastikafdelingen besluttet at det gælder om hele tiden at forny sig, at vi skal kigge fremad og tage ved lære af den erfaring vi hele tiden samler, alt dette for at vi kan være med til at sikre at afdelingen også eksisterer om 10 år, samtidig skal vi prøve at motivere mange nye frivillige, så opgaverne kan fordeles på flere hænder.

 

Finanskrise eller ej, vi har sat os det mål, at skabe gode rammer for medlemmerne, for alle har brug for at få bedre velvære som klart kan opnås gennem motion, bevægelse og socialt samvær, specielt i krisetider.

 

Hvad har vi så gjort for at sikre dette.

Vi har lavet 16 forskellige hold, som tilbyder gymnastik og motion for alle aldre, hvor der til hvert hold er tilknyttet dygtige instruktører der kan tilbyde varieret og god træning. Hvor instruktørerne får tilbudt og betalt alle de kurser de kunne ønske sig at deltage på. Vi giver dem et honorar, tilskud til kørsel, nyt træner tøj, afslutningsfest og i år også et kursus hvor de lærer at tackle eventuelle utilfredse børn og forældre. Vi støtter og bakker op om holdene og hjælper til hvor der er behov for det.

 

I år har vi i samarbejde med Røde Kors lavet et nyt hold for indvandrerkvinder, holdet er blevet en succes med små 20 deltagere, og vi har lavet et hold mere for voksen/barn 3-4 år, fordi de var så mange at der ikke var plads til alle i salene.

 

Vi køber de nyeste redskaber, så instruktører og medlemmer, får mulighed for at lege og bevæge sig med de nyeste trends. Vi reparerer og laver hylder og systemer i redskabsrum og skabe, for at skabe overblik, og gøre det så nemt som muligt for alle.

 

Vi samarbejder med kommunen, som vedligeholder Rødekro Hallen og Fladhøj Hallen så de fremstår pæne og brugervenlige. Kommunen yder tilskud til materialer og tilskud pr. deltager, nu også for medlemmer over 67 år, hvilket vi har haft gavn af, da vi har mange medlemmer i denne aldersgruppe.

 

Vi arrangerer bedsteforældredag for børn mellem 3 og 6 år, hvor de har en hyggelig eftermiddag og lærer hinanden at kende på en lidt anden måde. Vi arrangerer vores årlige opvisning, hvor alle har mulighed for at vise familien, hvad de har lært i løbet af vinteren. Vi giver holdene mulighed for at komme til ekstra træning i andre haller og lejer hallen til overnatning på de forskellige hold.

 

I sommer 2009 deltog mix-hold ved landsstævnet i Holbæk, hvor de alle fik en ekstra oplevelse med holdet og hyggede sig sammen.

 

Vi holder som regeringen skatten i ro for at deltage på vore hold, så alle har en god mulighed for at deltage. Dog har vi i år haft en del som måtte rykkes mere end en gang, finanskrise????

 

Til næste år prøver vi en anden løsning, så vi forhåbentlig ikke skal bruge ekstra tid på at rykke for penge. Vi sørger hele tiden for, at indtægter og udgifter er i balance, så vi ikke skal ud og finde sponsorer eller lave arrangementer for at opnå denne balance.

 

Vi samarbejder også med DGI og bruger flittigt deres kurser, senest har bestyrelsen været i Vingsted til Megatrends og døgnfluer, hvor vi hørte om alt det nye inden for gymnastiktrends og lærte om nye muligheder for at lette bestyrelsesarbejdet, dette bla.a. via diskussioner og visning af nye Edb systemer.

 

Vi har et rigtig godt samarbejde med Fladhøj Skolen og Rødekro Skole, og hjælper hinanden i fællesskab med at få alle tider og arrangementer til at fungere. I år har Fladhøj skolen været med til at betale for en del af de nye redskaber, mod at de så kan bruge dem i skoletiden. Dette er vi selvfølgelig utroligt glade for, da det letter vores økonomi.

 

Vores idrætsinspektør Carl Callesen (Calle), som er uundværlig for os, skal også nævnes. Han klarer utrolig mange småproblemer i dagligdagen i begge haller, står hele tiden til rådighed, og hjælper afdelingerne med at få det hele til at fungere.

 

For at blive ved med at have overskud til alle disse opgaver, for at være sikre på at vi også er en forening med tilbud i fremtiden, har vi i bestyrelsen besluttet at vi skal forny afdelingen endnu mere.

 

Vi har taget beslutningen om at lette kassererjobbet, så vi fremover bruger EDB programmet Conventus som DGI har udarbejdet. Her skal medlemmerne på sigt selv tilmelde sig på nettet, og tilmeldingen = indbetaling af kontingentet.

 

Vi har også taget beslutningen om, at vi vil ændre bestyrelsesstrukturen til Triologi. En struktur som deler opgaverne op i mindre bidder som derefter bliver fordelt i små grupper og dermed på flere hænder. Heidi vil senere komme nærmere ind på Trilogi under indkomne forslag.

 

Til sidst tak til instruktørerne og bestyrelsen for et konstruktivt og godt samarbejde, I er en fornøjelse at arbejde sammen med, I gør arbejdet som formand, til en ærefuld post, blandt andet pga. jeres energi, loyalitet til foreningen og jeres gode humør.


På bestyrelsens vegne

Pia Dethlefsen



Beretning for 2008.

 

Med kun en udskiftning i bestyrelsen efter generalforsamlingen og næsten samme arbejdsfordeling som tidligere, har vi fortsat vores bestyrelsesarbejde med samme energi og effektivitet som før.

 

Måske et par nye øjne kunne hjælpe os med at forny os, ikke kun med hensyn til hold, men også med hensyn til hvordan vi har fordelt opgaverne. Vi besluttede i foråret, at det ville være fint med et par føl som efterhånden kunne tage over, så de ikke stod på bar bund når vi andre stoppede, men dette er desværre ikke lykkedes.

 

I januar arrangerede vi en dag for vores voksne gymnaster, 4 instruktører delte opgaven imellem sig, og det kom der en rigtig god dag ud af. Der var 20 fremmødte.

 

Der blev også arrangeret en bedsteforældredag og her blev opgaven også fordelt imellem flere, og de 16 børn og 20 voksne gik også begejstret hjem.

 

Mix-holdet prøvede at arrangere et voksenstævne, men dette blev aflyst pga. manglende deltagere.

 

Opvisningen i marts havde vi for første gang flyttet 3 ½ time frem så den startede kl. 10.30.

 

Bortset fra at instruktørerne skulle møde tidligt søndag morgen, gik dagen rigtig fin, og publikum svigtede os ikke, til trods for tidspunktet. Kantinen måtte vi selv styre men med hjælp fra 3 gymnaster klarede vi også dette. 

 

Desværre har vores instruktører været mindre på kursus i 2008 end de ellers plejer. Trods opfordring og betaling af alle kurset, har de været for lidt af sted. På vores tur til inspiration i Herning i efteråret, var vi også mindre med end vi har været tidligere. Hvad skyldes dette, og hvad kan vi gøre for at få dem af sted?

 

3 af vores unge instruktører har været på I front, som foregiv fordelt over flere weekender i vinteren 07/08 og her har vi fået en rigtig flot tilbagemelding fra dem alle om, at de har lært en masse, og de synes at det har udviklet dem. De sluttede af med at arrangere vores årlige afslutningstur, som var en grænseoverskridende oplevelse for de fleste, med kanotur, klatring i træer, samt div. Lege ved strandkanten. Så der kommer et godt resultat ud af at være aktiv og ved at deltage på kurserne.

 

Om det skyldes ovennævnte kan vi kun gisne om, men vi har fået 2 skriftlige klager fra gymnaster, og har hørt fra enkelte, både børn og voksen, efter sæsonstart i efteråret, at de er stoppet da kvaliteten ikke var ok. Vi mener ikke vi skal konkurrere med motionscentre og danseskoler hvor der er lønnede trænere, men vi vil gerne gøre vores bedste for at alle for en positiv og kvalificeret oplevelse når de er med på vores hold.

 

Vi har investeret i rigtig mange nye redskaber, både til Rødekro Skole, Fladhøj hallen og Rødekro Hallen, så vi synes at alle har fået glæde af vores investeringer. Vi var heldige at vi igen fik et tilskud fra Tuborgfonden på 10.000 kr.

 

Vi har lavet en købsaftale med Sportigan Rødekro, som betyder at vi køber alt vores sportstøj hos dem, og derved får en bonus. Dog har vi fået tilføjet at hvis de ikke kan være med i prisen er det tilladt at gå andre steder. Det er primært internetbutikker som sælger opvisningstøj der kan gøre det billigere.

 

Vores hjemmeside har vi længe gerne ville forny, men dette kan kun lade sig gøre når alle afdelinger i RIF gør det. Her må vi konstatere at det ikke altid er sammen tempo vi arbejder med, for vi afventer stadig at de andre afdelinger beslutter sig for udseende og lign. før vi kan blive færdige. Men det bliver godt, så vi håber det lykkedes i 2009.

 

Vores hovedbestyrelse i RIF har desværre ikke fungeret efter hensigten i 2008, derfor søgte vi i foråret 2008 efter en person der kunne få gang i den igen. Da der kun kom 1 ansøgning, som ikke var den rigtige, har vi kørt på meget lav blus, og tager os nu kun af opgaver vedr. sponsoraftalen med OK, RIF bladet samt DGI, og holder kun 4 møder pr år.

 

Fra DGI får vi stadig masser af tilbud om div. kurser og invitationer til årsmøder og lign., men deres hovedemne i 2008 er landsstævnet i Holbæk som skal afvikles i 2009. Der er blevet muligt at deltage med et lokalforeningshold, og dette har mix-holdet taget imod. De har meldt sig med et hold på ca. 25 deltagere.

 

Til slut vil jeg gerne takke alle for et godt samarbejde, det gælder den øvrige bestyrelse, instruktørerne, sponsorer, de øvrige afdelinger i RIF, Fladhøj skolen og hallen, Rødekro skole samt DGI. Uden dette fællesskab og samarbejde havde der ikke været noget foreningsliv.



Beretning for året 2007


657 medlemmer, en fuldtallig bestyrelse og et overskud på ca. 82.000 kr., hvad mere kan man forlange i en sæson ?

 

Vi har igen slået vores egen rekord med antal medlemmer, der har været en god søgning, bredt fordelt på alle holde, så vores instruktører har haft rigeligt at se til. Samtidig er der en tendens til
at medlemmerne forventer kvalitet og forberedte instruktører, som er fornyende og inspirerende.

 

Dette stille krav til alle i foreningen, vi skal være om os hele tiden, men det er det der giver energien.

 

Vore instruktører har igen gjort et stort stykke arbejde. Vi har fornyet springholdene med en ny fordeling, nye holdnavne og har udarbejdet en læreplan, så instruktørerne har en rettesnor til hvad der bør undervises i.

 

Vi har haft sommergymnastik på både mave, balle, lårholdet, linedance og teenagerspring. Det er dejligt når instruktører selv kommer med ideer og initiativer og gerne vil prøve nogle ting af.

 

Vore kommende hjælpeinstruktører havde vi igen indbudt til møde sammen med deres forældre, så vi var sikre på at de havde opbakning hjemmefra. I næste sæson har vi planlagt at følge op, med en midtvejssamtale sammen med den ansvarlige instruktør på holdet, så de ikke mister gejsten, og stopper igen efter 1 sæson. Problemet har i år været at de er meget unge, og at nogle ikke har været modne nok.

 

Bestyrelsen har igen arbejdet godt sammen, vi er gode til at tage over, og kender hinandens stærke og svage sider. Som formand må jeg erkende, at det aldrig har været nemmere, arbejdsopgaverne er blevet løst med bravour. Alle har taget ekstraopgaver på sig og har fået opgaverne (både de sjove og de sure) løst.

 

Vi var samlet en hel dag i foråret, hvor vi bearbejdede ideer, og fik afsluttet en del løse ender, så det er en arbejdsmetode som vi varmt kan anbefale. Det største problem bliver at finde en dag igen hvor alle kan. Mødet gjorde at vi havde lidt overskud til at tænke nyt, og fik skabt ideen om et arrangement for voksne og bedsteforældre, samt fik lavet en ny folder til sæsonstart.

 

Vi har prøvet at lægge små opgaver ud til medlemmer og instruktører, bl.a indretning af redskabsrummet på Rødekro Skole, opsætning af sæsonfolder, og folder til opvisningen, samt opfindelse af et transportmiddel til små redskaber, så derfor vil jeg gerne takke Henry, Kjeld, Betina og Svend for dette stykke arbejde.

 

Til vores opvisning i marts skulle vi selv betjene kantinen, hvilket vi også fik frivillige til. Så når opgaverne er konkrete og over en kort periode, har det ikke været svært at få frivillige til at melde sig.

 

Vi er i 2007 kommet med i den nye storkommune. Dette har givet lidt ekstra arbejde i form af udfyldelser af div. skemaer til søgning af tilskud, men økonomisk har det ikke været nogen ulempe at komme med. Der er oprettet et fritidsråd i kommunen, som vi er medlem af igennem RIF. Dette råd er bindeled mellem alle foreninger og kommunen.

 

Til slut en stor tak til jer alle for jeres arbejdsindsats, tak for godt samarbejde til de øvrige RIF afdelinger, til Rødekro Skole og Fladhøjskolen samt DGI.

 

Og lad mig slutte af med et citat fra "god søndag" i Jydske Vestkysten, hvor Michael Kamper skriver:

 

Man skal huske at aflevere sin hyldest og de varmeste tanker til en uddøende race, vor tids sande helte, de frivillige, ulønnede ildsjæle der holder gang i Foreningsdanmark. Så det er hermed gjort.

 

Pia Dethlefsen, RIF gymnastikafdling

 

 

Beretning for året 2006

 

2006 vil helt klart blive husket som et arbejdsår. Et år hvor mange strukturer omkring os er ændret, så vi også er blevet påvirket, så vi nu her i startet af 2007 er nød til at forholde os til det.

 

Et arbejdsår fordi vi har arbejdet med mange store opgaver hurtigt efterfulgt af den næste. Startende med vores opvisning i marts, som igen gik godt, videre til Byfesten i starten af juni for derefter at hjælpe ved Landsstævnet i Haderslev. Opgaver som har givet os en god økonomi i 2006, idet vi har tjent ca. 50.000 kr. men også opgaver som virkelig har tæret på kræfterne, og fået vores fokus væk fra det vi egentlig er her for. Vi tog derfor den beslutning at det var sidste gang vi var med ved Byfesten, og at vi ved næste Landsstævne vil være deltagere og nyde opholdet, i stedet for at arbejde.

 

Efter sommerferien skete der en stor vandskade i Fladhøjhallen, så al sport i hallen blev suspenderet i 3. måneder og vi måtte finde alternative træningssteder. Medlemmerne og instruktørerne tog det pænt, og accepterede den ekstra transport og de nye trænings tider. Ekstraudgifterne til hallejen har kommunen betalt.

 

Herefter kunne vi efter 4 års skriveri og dialog frem og tilbage, endelig se resultatet af vores arbejde, da kommunen gik i gang med redskabsrummet til Fladhøjhallen. Rummet er nu i startet af 2007 færdig, og bliver officielt indviet til vores forårsopvisning.

 

Ind imellem opgaverne har vi prøvet at være lidt fornyende, men her har vi erfaret at al begyndelse er svær, og at vores medlemmer og instruktører ikke altid er helt så villige til forandringer som vi.

 

Vi prøvede med et nyhedsbrev/infobrev til alle medlemmer, men om de syntes om brevet, ved vi ikke, for der kom ingen respons.

 

Så prøvede vi med et sæsonkort med mulighed for deltagelse på flere hold til en pris af 600 kr. for en hel sæson. Desværre blev der kun solgt 6 stk., dog meldte flere tilbage at det var en god ide, så her skal der laves noget mere reklame næste gang.

 

Så ville vi gerne starte et familihold op, men her var der ingen instruktører der meldte sig, foruden Dorte som havde ideen, og desværre kom der heller ingen deltagere, men vi har ikke glemt ideer, mener den er god og vil gerne prøver igen en anden gang, men mener vores medlemmer også det?

 

Så ville Ulla gerne starte et linedancehold op, med hjælp fra Marie, og her kan vi heldigvis sige at holdet er blevet godt modtaget, og er fortsat efter jul, så tak til jer begge for jeres store indsats.

 

Bestyrelsen har i år været på mange kurser, ligesom instruktørerne har. Specielt inviteret var vi til Megatrends og døgnfluer, hvor vi hørte om sundhedscentre, kommende kommunale opgaver, og nyheder fra DGI, hvor de forsøger at hjælpe foreningerne i gang med nye ideer og tanker.

 

I oktober var bestyrelsen og ca. 20 instruktører til inspiration i Herning, takket være en god tilskudsordning fra DGI og kommunen, uden den havde det ikke været muligt.

 

Jens og Edel fik i 2006 DGI nålen som tak for mange års arbejde som instruktør, og vi håber at de har energi og lyst til at fortsætte mange år endnu. Opmærksomheder som denne skal gerne være med til at vise, at vi i bestyrelsen ikke tager det som en selvfølge, at vore instruktører bruger masser at tid til forberedelse og træning, og at vi gerne vil være med til at give dem en opmærksomhed og et tak.

 

De nye kommunesammenlægninger betyder også nye metoder for os. Endnu er alt ikke på plads, men vi håber at der snart kommer en løsning med hallerne i kommunen, så der igen kommer opsyn på, og at de økonomiske tilskud til kurser og driften forbliver og gerne uændret.

 

DGI har også ændret struktur, dette har dog ikke haft direkte indflydelse på os, og SIF nedlægges i 2007, men et nyt fritidsråd er under opbygning for hele den nye kommune, om det får indflydelse ser vi først til marts.

 

Vi har i 2006 haft en god tilslutning på de fleste hold, dog med de fleste medlemmer på vores børnehold for dem under 10 år, samt linedance og glad motion.

 

Kan vi gøre noget andet for at få flere med på motionsholdene, er det ikke lige trenden eller vil de hellere ud at løbe og gå i motionscenter?

 

Ved vi hvad vores medlemmer ønsker sig for hold, og er det dem vi tilbyder?

 

Vores opgave i 2007 kunne jo blive at afstemme forventningerne imellem bestyrelsen, instruktørerne og medlemmerne, måske med hjælp udefra, så vi igen for fokus på gymnastikken, og ikke arbejder med opgaver/ideer som ikke kan bruges.

 

Tusind tak til alle instruktører og bestyrelsen for et godt samarbejde og en stor indsats, for uden jeres arbejde og energi ville der ikke være nogen gymnastikafdeling.

 

Tak til Ulrik og Jan som hjælper alt hvad de magter og har beføjelser til. Tak til Fladhøjskolen og hallen samt Rødekro skole og hal fordi I hjælper med at få det hele til at køre.

 

På bestyrelsens vegne

 

Pia Dethlefsen


 

Beretning for året 2005

 

År 2005, også kaldet eventyråret, indeholdte alt hvad et rigtigt eventyr bør indeholde.

 

Der var glæder og sorger, masser af arbejde, dramatik og spænding, hektiske dage, men heldigvis til sidst, en god afslutning.

 

Til generalforsamlingen sad vi igen næsten alene og fik vores suppleant plads fornyet med Bodil. Men igen tager vi det som et tegn på at vores medlemmer er tilfredse.

 

Efterhånden tager vi det også som en selvfølge, at vores opvisning bliver en succes, med masser af godt gymnastik, høj musik og mange tilskuere, og vi må erkende at det blev det også i 2005.

 

I kraft af at vi havde udeladt et gæsteholdet og opstartsserien, lykkedes det os næsten at fastholde publikum til sidste hold havde været på. En dejlig dag med en stor opbakning og et højt gymnastiks niveau.

 

Noget nyt skulle prøves, og vi arrangerede derfor i april en familiedag i hallen, desværre mødte der for få op, hvilket var ærgerligt, for der var lagt et stort arbejde i forberedelserne. Vi havde håbet at der kom forældre som ville tage over og planlægge det næste, men det lykkedes desværre ikke.

 

Hvad skal der så til, for at vi kan lokke folk i hallen på en lørdag?

 

I år var byfesten flyttet til juni måned, hvor den blev arrangeret i samarbejde med Rødekro ringriderforening. Desværre har enkelte afdelinger i RIF ikke ønsket at støtte arrangementet, og en enkelt afdeling overholdt ikke deres opgaver. Dette gav en del forvikling og en masse dårlig snakken i krogene, sammen med en uhyggelig masse regnvejr, så der ikke kom så mange mennesker. Derfor har vi besluttet, nu hvor vi er i gang med at planlægge festen for 2006, at hvis ikke alle løfter i samlet flok, og står ved hvad de lover, så er det sidste gang vi er med.

 

Opstarten af den nye sæson blev meget hektisk, for der var økonomisk overskud til at kigge på nye redskaber. Handlen gik til PE redskaber, hvor der blev købt for 130.000 kr. med tilskud fra Sydbank og Tuborgfonden. Redskaberne bruges flittigt i Fladhøjhallen og på Rødekro skole.

 

Bestyrelsen fik i september en erkendtlighed fra DGI, idet en tidligere gymnast havde indstillet os til en well-ness oplevelse i Kolding Slotssøbad med massage og lign. Det var utrolig positivt at der var en der havde tænkt på os, og værdsatte det arbejde vi som bestyrelse havde gjort de sidste par år.

 

Tove og Jens blev udnævnt til årets idrætsledere i Rødekro Kommune for 2005. Det var godt at opleve, at 2 "gamle" erfarne instruktører kunne blive imponeret og rørt over en udnævnelse, som de helt sikkert har fortjent.

 

Landsstævnet 2006 nærmer sig, og vi er helt sikkert med fra Rødekro. Vi havde inviteret til et møde hvor byens borgere kunne komme og høre nærmere og om hele. Vi blev 11 personer og der var stillet stole op til 30. Arrangementet var godt, Birgit Langelund fortalte alt hvad hun vidste og folk fik meget med hjem. Desværre er antallet af frivillige senere heller ikke nået op på det forventede antal., heller ikke på landsplan. Men hvad skal vi gøre for at få flere med? Vi er pt. tilmeldt ca. 35 frivillige hjælpere, og vi havde håbet på 100.

 

Tilmeldingen som aktiv deltager er startet og vi håber at rigtig mange af vore medlemmer ønsker at deltage, for med det forarbejde der er lagt i stævnet indtil nu, kan det kun blive en succes.

 

Vedr. vores længe ønsket redskabsrum, er der sket det, at kommunalbestyrelsen har bevilliget 200.000 kr. til et nyt og større rum som skal bygges i 2006. Men beløbet er ikke stort nok, RIF skal selv ud og skaffe mindst 70.000 kr. ekstra. De øvrige afdelinger samt HB har oplyst at vi bare kan søge og arbejde videre, men er det ikke en opgave for hovedbestyrelsen? For hele RIF for jo glæde af bygningen.

 

Rødekro erhvervsråd har stillet sig til rådighed for at hjælpe med at finde EU midler eller fonde som evt. vil støtte, men det kræver at vi får hjælp fra både RIF, skolen, SFO og idræts inspektøren, så dette arbejdes der videre med i 2006.

 

Som et samlet tilbageblik på 2005, har det været et godt år med mange gode og positive oplevelser, med mange medlemmer som bakker op om vores hold. Men vi må sande at resultaterne ikke kommer af sig selv, der bliver ydet et utroligt stort stykke arbejde fra alle, instruktører, hjælpeinstruktører og bestyrelsen. Indimellem har vi også fået konstruktiv kritik, som vi gerne modtager, ja faktisk efterlyser vi den, så vi kan blive ved med at udvikle os i den retning som vore medlemmer ønsker.

 

Tak til alle for et stort stykke arbejde og et godt samarbejde.

 

Tak til Rødekro skole, Rødekro hallen og Fladhøjhallen for samarbejdet, og til Ulrik og Marie som vi ikke kan undvære.

 

 

Beretning for 2004

 

Vi er en forening i udvikling.

 

Vi har en målsætning

 

Vi er nytænkende og pligtopfyldende

 

Vi har lysten og får overskud

 

Vi tager os tiden, og får masser af anerkendelse.

 

Desværre følger tidens moral og tendenser også med os, og dette har gjort, at vi i 2004 kan se tilbage på et år med mange ekstra opgaver som burde være unødvendige, misforståelser, indsatser uden feedback, men heldigvis også succes i form af glade børn, mange tilfredse gymnaster, dygtige instruktører og sidst men ikke mindst en god økonomi.

 

Den årlige opvisning i marts gik godt. Der var som sædvanlig god opbakning fra forældrene, så der igen var 500 betalende gæster. Men programmet var for langt, så publikum gik hjem før tid. Derfor har vi besluttet at i 2005 skal der ikke være nogen opstartsserie og ej heller et gæstehold.

 

I april var vi med til at arrangere DGI's seniorstævne i Åbenrå Svømme og Idrætscenter i samarbejde med Nr. Hostrup og Aabenraa Egnen. Et godt samarbejde der resulterede i et vellykket stævne og et tilskud til afdelingen på 2.500 kr. Det var ærgerlig at stævnet skulle holdes i Åbenrå, men her kunne man så også tydeligt mærke, hvilken betydning det har at forholdene i og omkring en hal er i orden.

 

Sommerperioden blev brugt på at få fat på nye instruktører som vi manglede flere af. På grund af sygdom og manglende tid og lyst havde flere meldt fra. Det lykkedes os at få truppen bemandet, og en ny sæson kunne starte. Vi har dog aldrig oplevet så rodet en sæsonstart som denne, der resulterede i at bestyrelsen fik utrolig mange ekstra opgaver. Problemerne skyldes dårlig kommunikation, manglende opfølgning, og manglende tilbagemelding mellem bestyrelsen og kommunen/instruktører. Vi har forhåbentlig lært af erfaringen og udviklet os til næste sæson ?

 

I august og september har vi deltaget både i byfesten og fritidsmessen. Begge med blandede følelser. For hvem og hvorfor arrangeres det, kunne man godt spørge sig selv ? Det skulle være for at vise flaget, for at gøre en forskel og for at gøre noget for byen mener vi i gymnastik. Dette kræver dog at der er en opbakning fra byens borgere, og at der foreningerne imellem er et godt samarbejde, for ellers afspejler arrangementerne måske samarbejdet foreningerne imellem. Bliver disse opgaver mere af pligt end af lyst, er det spørgsmålet om vi har tid og overskud til at være med fremover ?

 

Fra bestyrelsen er vi 3 der har deltaget i DGI's foreningsleder uddannelse i efteråret. Uddannelsen har givet os mange nye effektive måder at arbejde videre på, for at få overblik og overskud til nytænkning. Blandt andet håber vi i 2005 at kunne arrangere nogle ekstra aktiviteter i hallen for såvel nye som nuværende gymnaster med familien og voksne i fokus. Det er helt sikkert et kursus som vi gerne vil sende flere af sted på og som vi kun kan anbefale til andre afdelinger.

 

Ved sæsonstarten i september blev vi næsten løbet over ende af gymnaster, der kom utrolig mange nye gymnaster til de nye hold, sved på panden samt pigerytme, samtidig med at tidligere gymnaster igen mødte op. Alle vore hold er utrolig store, mindste hold er aktiv leg med 8 deltagere og største hold er krudtuglerne med omkring 60. I alt var vi 562 medlemmer, det højeste antal nogen sinde.

 

Så hvad skal vores nyhed være til næste sæson, skal vi fortsætte som nu eller prøve noget nyt igen ?

 

I efteråret forsøgte vi at komme i dialog med kommunen omkring forholdene i Fladhøjhallen.

 

Desværre uden resultat. Et brev skrevet direkte til borgmesteren med kopi til formanden for børn og unge udvalget blev ikke engang besvaret. Brevet beskrev vores pladsproblemer, manglende plads til opbevaring af redskaberne, problemer med rengøring og den unødvendige slidtage på redskaberne pga. børns leg i hallen. Men kommunen ønsker åbenbar ikke at gøre noget ved det. Men spørgsmålet er om vi kan blive ved med at magte opgaven med flere medlemmer, for kommunen ønsker flere tilflyttere til byen, uden at der er afsat penge til forbedringer eller vedligehold af forholdene omkring sporten i Rødekro Kommune ?

 

Fremtiden for R.I.F's gymnastikafdeling skal dog derfor ikke gøres mere negativt end nødvendigt, men vi må sande at det fortsat kræver et godt samarbejde bestyrelsen og instruktørerne imellem, en god målsætning som vi hele tiden følger, en åben og ærlig dialog med vore samarbejdspartnere, og at vi er ærlige og hjælpsomme og kan stole på hinanden.

 

Derfor vil jeg også gerne til sidst takke hele bestyrelsen for et utrolig aktivt år, vi har haft masser af gode dialoger og har fornyet os, så vi er godt rustet til at tage fat på de nye udfordringer, blot vi husker at lytte til hinanden.

 

Tak til alle vore gymnaster, fordi i møder så talstærkt op.

 

Tak til alle vore instruktører for jeres store indsats, uden jer ingen afdeling. Vi ved i lægger en stor arbejdsmængde i jeres træningsaftener til glæde for vore gymnaster som går glade derfra, inspireret og med sved på panden.

 

Tak til Aabenraa Egnen for et godt samarbejde, Tak til DGI Sønderjylland for hjælp og tilbud af kurser.

 

Tak til R.I.F's hovedbestyrelse og øvrige afdelinger i R.I.F for en god, men til tider også hektisk debat, omkring situationen i foreningen, byfesten og kommunen.

 

Tak til Fladhøjhallen, Rødekro hallen og Rødekro skole for et godt samarbejde, og tusind tak til Ulrik Rohden for din store indsats for foreningerne i Rødekro Kommune, uden din hjælp ville det være umuligt.

 

Men husk at vi er en forening i udvikling, vi har en målsætning, vi er nytænkende og pligtopfyldende, vi har lysten og får overskud, vi tager os tiden og får masser af anerkendelse.

 

R.I.F gymnastikafdeling

 

Pia Dethlefsen, formand.